Velkommen til Pianobar Danmark.
English visit www.jazzpianoklubben.dk
Pianobar begrebet stammer fra USA, hvor man anbragte en pianist i restauranter for at skabe underholdning.
Dengang havde man ikke alle de underholdningsapparater, vi har i dag.
En pianobar kan være alt fra en snusket pub til en elegant bar på et femstjernet hotel med dyre drinks.
Repertoiret ændrer sig jo også meget fra værtshusmusikken til en mere elegant musikunderholdning alt efter stedet og publikum.
Værtshusbaren havde man jo ofte i de gamle cowboyfilm, hvor handlingen var ret enkel.
Det gjaldt ofte om nogle slagsmål og skyderier samt et stort whiskyforbrug samt letlevende damer.
Pianisten gik heller ikke ram forbi, men han havde et skilt, hvor der stod:
"Don't shoot at the pianist".
Den mere elegante pianobar kender vi fra filmen "Casablanca", hvor Humphrey Bogart går ind i baren til Ingrid Bergman samtidig med at han henvender sig til pianisten med ordene "Play it again Sam".
Den melodi, som Sam skulle spille igen og igen var "As time goes by".
Der er en lang række romantiske melodier, som kan spilles i en pianobar.
Der kan godt være flere musikere i en pianobar.
Ud over pianisten kan der f.eks. være en sanger/sangerinde og en kontrabas og måske en guitar.
Foto: Per Krogen og Anni Sandermann
Per Krogen
2670
Greve
musikkarriere: se vores historie på www.musikkrogen.dk
email: musikkrogen@webspeed.dk
tlf. 43 90 57 12
Det kommer altid lidt an på pladsen, men en pianobar må ikke være for stor.
Så går det intime af stedet, og det minder mere om en danserestaurant.
Tidligere var det meget almindeligt, at man havde en stor danserestaurant med mange gæster.
Når orkestret så sluttede, kunne natteravnene så gå i pianobaren og hænge der til kl. 4.00.
Jeg har spillet på mange pianobarer i min ungdom.
I København vil jeg nævne Club de Paris og Club de Flamingo.
Club de Paris lå i Kompagnistræde ikke så langt fra restaurant La Fontaine, som stadig ligger der som et kendt jazzsted.
På Club de Paris kom alle midtbyens natteravne.
Det var ofte de samme, der kom hver nat.
Hvad de lavede om dagen, ved jeg ikke noget om.
Vi spillede noget god swingmusik, og der kom altid mange musikere og skuespillere for at nyde atmosfæren.
Club de Flamingo lå på Vesterbrogade ikke langt fra Havemans Magasin, som det hed dengang.
Her kom nogle af de samme typer, som på Club de Paris.
Der var jo også altid nogle prostituerede i en sådan bar.
Men det var aldrig kedeligt at spille i en pianobar.
Der skete altid et eller andet og i modsætning til en danserestaurant, hvor orkestret sad ophøjet på en scene, sad pianisten på selve gulvet, så der var mulighed for direkte kontakt til publikum.
Dansegulvet var heller ikke ret stort og indbød ikke til den vilde jitterbug.
Der er en lang række amerikanske jazzmusikere, som bliver forbundet med begrebet pianobar.
Jeg vil nævne:
Nat King Cole, George Shearing, Erroll Garner og Teddy Wilson.
I dag har vi nogle nye kvindelige pianister og sangere, som har gjort sig i genren.
Det er især Norah Jones og Diana Krall.
Pianobarmusik er jo afdæmpet og rolig musik og ikke så hårdtslående som f.eks. rockmusik.
Diskoteksbølgen har dog ryddet godt op i antallet af både danserestauranter og pianobarer i storbyerne.
Det er selvfølgelig billigere med en DJ til at passe musikken, som på den måde kan skiftes hurtigt til en mere hådtslående genre, hvor publikum gerne vil høre deres idoler.
Der er også en tilbøjelighed til mere at sætte kunden i centrum f.eks. i en Karaoke bar, hvor de selv kan komme op og synge eller på et projektørbelyst dansegulv.
Det er desværre ikke længere musikerne, der er i fokus.
Heldigvis for musikerne holder man dog stadig fast ved traditionerne om den levende musik ved private fester, hvor dansegulvet bliver omdannet til en pianobar efter middagen og kaffen.